Lars Ravn

Biografi

Lars Ravn, f. 1959, dansk billedkunstner; autodidakt. Lars Ravn har været en væsentlig figur blandt de såkaldte unge vilde i 1980'erne, dog med udpræget vægt på en folkelig figuration, der bringer mindelser om Henry Heerup.

Seksualitet og dagligdags objekter, fx kaffekander samt folkelige symboler som tatoveringshjerter, er foretrukne temaer i et farverigt og enkelt formsprog.

En stor appetit på materialer er ligeledes karakteristisk for Lars Ravn, der også har arbejdet i glas, metal og med keramik; de keramiske arbejder rummer forbindelseslinjer til Cobra og Erik Nyholm.

Lars Ravn har udført talrige udsmykningsopgaver. Han er repræsenteret på en række museer, bl.a. Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, Trapholt, ARoS, Kastrupgårdsamlingen og Vejle Kunstmuseum.